Klubnyheder

Projektmedarbejder / ressourceperson til Copenhagen Floorball Club

17. februar 2018, 16.29

Kan du skabe aktiviteter, der får børn ind i foreningslivet? Så har Copenhagen Floorball Club et 20 timers job til dig.

Copenhagen Floorball Club har indgået et ”socialt partnerskab” med Københavns Kommune. Med partnerskabet forpligter Copenhagen Floorball Club sig til i samarbejde med Københavns Kommune at opsøge børn og unge uden foreningskontakt og tilbyde dem gode foreningsaktiviteter.

Copenhagen Floorball Club har aktiviteter flere stede i byen, men har hovedkvarter i klubhuset ved Gl. Valbyhal. Derfor vil din primære indsats være i Sydhavnen. Vi forestiller os, at du er opsøgende i boligforeninger, på skoler og SFO’er i området.

Du får i høj grad mulighed for at præge indholdet af dit job, for en af dine første opgaver bliver i samarbejde med klubbens bestyrelse og Københavns Kommune at udarbejde en handlingsplan for det første år.

Rammerne for dit arbejde bliver overordnet set:

·       Projektarbejde på skoler, SFO’er og i boligforeninger i Sydhavnen

·       Skabe bro mellem projektarbejde i marken og klubbens hold i Gl. Valbyhal

·       Skabe netværk i området og med andre klubber med socialt partnerskab

·       Sammen med bestyrelsen og Københavns kommune at udarbejde årlige handlingsplaner

·       Evaluering af årets indsats

Du spiller ikke nødvendigvis floorball (endnu), men du har indgående kendskab til en holdsport, og du ved, hvordan en idrætsforening fungerer. Du er heller ikke bange for at ryste posen og gøre op med ”plejer-mentaliteten”, hvis det er dét, der skal til for at nå det fælles mål.

Vi forestiller os, at du besidder flere af følgende kompetencer:

·       Erfaring med praktisk projektarbejde

·       Erfaring med at arbejde i en idrætsforening

·       Erfaring som træner, gerne også med uddannelse

·       Har let ved at samarbejde med og involvere klubbens korps af unge trænere

Hvis du også har erfaring fra arbejde i boligområder, fritidsklubber eller skoler, vil det være et plus for din ansøgning.

Stillingen er normeret til 20 timer pr. uge i gennemsnit pr. år. Arbejdstid aftaler du med bestyrelsen, men da vi har aktiviteter i både dag- og aftentimer, skal du regne med skiftende arbejdstider.

Du har mulighed for i samarbejde med bestyrelsen at søge fonde og puljer til andre floorball-aktiviteter og på den måde øge dit ugentlige timetal.

Aftalen mellem Københavns Kommune og Copenhagen Floorball Club gælder fire år, og derfor vil ansættelsen principielt også gælde fire år med en prøvetid på 3 måneder. Da projektet skal evalueres årligt, vil ansættelsen teknisk set gælde for et år ad gangen.

Er det noget for dig, så send din ansøgning og CV til info@copenhagenfc.dk.  

 Bemærk kort ansøgningsfrist: 24. februar 2018. Tiltrædelse snarest muligt

Klubnyheder